Dorthe Kollo
“Die Dorthe aus Dänemark”
Sådan har Dorthe Kollo været berømt og efterspurgt i Tyskland, siden hun i 1964 brød igennem ved en schlagerfestival i Baden-Baden med sangen “Junger Mann mit roten Rosen”, der endte som nummer tre og på stedet gjorde hende berømt.
I dag – 57 år efter at “Lille Dorthe” fra Århus startede sin karriere – er hun fortsat Danmarks ukronede danskpop-dronning og har formået at holde publikum fangen i Tyskland og Danmark på én gang, ofte med tyske hits oversat til dansk.
Dorthe Kollo er født 17. juli 1947 på Frederiksberg i København og døbt Dorthe Larsen. Hun fik sin første pladekontrakt efter at have vundet en talentkonkurrence i restaurant Tarantella i Århus-Hallen i 1956.
Det blev kort tid efter til første single, “Min piphans”, efter at hun havde optrådt meget på restaurant Salonen i Viborg, akkompagneret af sin far, violinisten Hans Larsen.
I dag er hun op imod 100 gange om året ude for at synge gamle og nyere hits, typisk i forbindelse med lukkede firma- og privatfester, og hun er fortsat et stort navn i Tyskland.
Også privat har Dorthe Kollo altid holdt meget af musik, først og fremmest sangerinder med store stemmer såsom Barbra Streisand og Celine Dion. Ellers er hun en ivrig løber – faktisk indleder hun hver eneste dag med fem kilometer løb for at styrke kroppen og derved stemmen – ligesom hun ofte træner med vægte i fitnesscentre, spiller golf med handicap 26,5 og for nylig har genoptaget en gammel interesse for flyvning i egen maskine.
Fritidslivet tilbringer hun i sit sommerhus på Enø ved Næstved og huset på Mallorca, hvor døtrene Jil på 27 og Nathalie på 43 samt barnebarnet Marlon på 11 elsker at være.