Leif Fabricius

Lune og vestjyske foredrag

Entertainer og foredragsholder, Leif Fabricius, er vestjyde, og det forsøger han på ingen måder at lægge skjul på.

Det faktum er et gennemgående tema i meget af det, han beskæftiger sig med, hvad enten der er tale om firmaunderholdning, viseaftener eller foredrag. Han forsøger endog at føre bevis for, at det er jyderne, der er Guds udvalgte folk, og den redegørelse er bestemt ikke kedelig.

Lige nu har han nedenstående aktuelle foredrag at tilbyde, men da han jo er tekstmand, er han altid i stand til og villig til at komme med sin – ofte lidt skæve – opfattelse af en aktuel sag eller problemstilling, hvis der ønskes et særligt emne.

  • Foredrag 1: En sund sjæl i et sølle skrog
    ”En sund sjæl i et sundt legeme”, lyder det, og det er selvfølgelig idealet, men vi kommer ikke uden om at kroppen med alderen pålægger os visse begrænsninger. Det er selvfølgelig irriterende, men et uundgåeligt livsvilkår, hvis man ellers er så heldig at blive gammel nok. Der findes ingen medicin imod det … og dog! Et positivt livssyn og en sund humoristisk sans er i hvert fald en glimrende modgift, når tidens tand gnaver løs, og det er den modgift, Fabricius forsøger at sprøjte ind i sine sagesløse tilhørere. Det er vitaminer for sjælen. En frisk indsprøjtning i den tredje alder.
  • Foredrag 2: Jysk lune & lune jyder
    Leif Fabricius kommer på en ganske underholdende måde godt omkring i det vestjyske landskab, og besøger specielt den egn, der hedder vestjysk humor. Han betragter altid tilværelsen fra vest mod øst, og det bliver den bestemt ikke kedeligere af. Han skriver mange af sine tekster på vestjysk, og forsøger, ud fra det gamle mundheld om, at “vi alle er jyder for Vorherre”, at føre bevis for, at det nok i virkeligheden er jyderne, der er Guds udvalgte folk.
  • Foredrag 3: Revyforfatterens værksted
    Revyforfatterens værksted. At skrive humor er en alvorlig sag, og man sidder ikke ligefrem og skraldgriner, mens det står på. Det er hårdt arbejde. Og hvad er i grunden sjovt? Foredraget kommer omkring de overvejelser, man som revyforfatter gør sig før og under arbejdet med en tekst. Når man skaber den slags tekster, balancerer man hele tiden på en knivsæg, og foredraget forsøger at blotlægge, hvad humor i grunden er for en størrelse, og hvorfor Fabricius mener, at humoren er guddommelig og satiren satanisk. Undervejs gives der eksempler på tekster fra hans mange år i revybranchen.
  • Foredrag 4: Vestjyske viser
    En musikalsk rundtur i udkantsdanmark. Leif Fabricius er nok mest kendt som revyforfatter, men han er også en yderst aktiv visemager, og en stor del af viserne skriver han på sit modersmål, vestjysk. I disse viser forsøger han at indfange den jyske folkesjæl og kommer ud i de yderste afkroge af distriktet og ind i de inderste krinkelkroge af de fastboendes sjæle. “Der er noget Hausgaardsk over Fabricius’ univers”, skrev en anmelder, da en del af viserne for nogle år siden udkom på CD. Med humoren som omdrejningspunkt – den man vist nok kalder den stille humor – erklærer han sin kærlighed til egnen, dens folk og dialekten. En del af sangene er blevet forsynet med musik af pianisten og sangskriveren Ebbe Ravn, der gennem årene bl.a. har gjort sig gældende i grand prix-sammenhæng, og det er også Ravn, der styrer de musikalske løjer, når de to herrer kaster sig ud i en fornøjelig rundtur i et overset og næsten glemt univers. En rundtur, der giver plads til både smilet, latteren og eftertænksomheden.

Relaterede kunstnere

Kristian Rusbjerg
Karsten Holm
Kirsten Lehfeldt
Søren Dahl
Lotte Heise
Margaret Lindhardt
Leif Fabricius
Nis Boesdal
Jytte Abildstrøm
Per Pallesen
Ghita Nørby & Lars Hannibal
Søs Egelind

Book Leif Fabricius

  • - Vælg arrangementstype -
  • Privat
  • Firma
  • Plejehjem
  • Pensionistklub
  • Andet